Frisk Hector, syg mor

I starten af november fik Hector lagt sin stomi tilbage, hvilket betød at han nu kunne producere lortebleer igen og dermed slap for at have en lillebitte pose på maven. Det var super hårdt at følge ham ned på operationsgangen og kysse ham før han blev lagt i narkose. Ved operationen fixede de også hans lyskebrok og brok ved det tidligere operationsar. Efter operationen fulgte en række dage hvor vi spændt ventede på at hans tarme begyndte at virke igen. Heldigvis kom der gang i dem, og vi åndede lettede op. Indtil vi fandt ud af at tarmene åbenbart skal i gang med at lære at optage næring igen, når de har været sat ud af spillet i næsten 2 måneder. Prognosen var at det ville tage minimum 2 måneder, men at det i værste fald kunne tage op imod 1 års indlæggelse før han kunne tage nok på. Og der endda var en lille risiko for at vi skulle have parenteral ernæring med hjem derefter, evt. med en sygeplejerske i hjemmet hver nat for at koble ham til den ernæring han skulle have i årene. Dette var dog kun hvis hans tarme viste sig ikke at være så gode til at optage næring. Jeg blev helt slået ud, og tog nyheden som et rigtig hårdt slag. Jeg troede ikke at jeg ville kunne holde til at være indlagt så længe. Og jeg kunne ikke holde tanken ud om at han skulle bruge hele sit første år på et hospital. Og hvordan skulle det kunne fungere med en så lang indlæggelse, og kunne få logistikken til at fungere for os 3? Og hvordan gør andre det? I denne situation er det, i min optik, heldigt at vi ikke har andre børn, har dyr el. lign der skal passes.

Hector viser hvor godt hans tarme virker. Sygeplejerske “M” er den heldige vinder af resultatet 🙂

Heldigvis holdt denne voldsomme prognose kun kort tid. Hector viste sig endnu engang til at være verdens sejeste dreng. Han optog næring som en ægte sulten viking, og tog lynhurtigt på i vægt. Hans IV adgang blev taget ud, og drømmen om at komme hjem, begyndte at lure lige om hjørnet. Og det er der vi er nu. Hector er nu den største og mest stabile unge på hele Neo, og vi er ved at købe de sidste baby ting. Vi har utallige gange set hvor hurtigt børnene blev flyttet eller udskrevet, så det gælder om at være klar til den store dag.

Hector er nu ved at blive en lille prop med 3 hager. Han udvikler sig hele tiden, og kommer tættere og tættere på at være klar til at komme hjem. Han var så forstyrret og stresset at søde koordinerende sygeplejerske ”J”, talte med os om at han måske var ved at blive delirøs. Det blev derfor besluttet at vi skulle flytte til en stue hvor vi ville kunne bo alene og få lidt ro. Vi har derfor boet alene i et par uger nu, og sikke en forskel det har gjort! Flytningen faldt sammen med at der var flere områder af Hectors behandling som ikke var nødvendige mere, fordi han var modnes en del. Derfor fik han nu endelig ro, både fra lyde fra skiftende naboer og for en del af hans egen behandling. Og i løbet af denne tid, skete det som vi havde gået og ventet på. Hector blev en rigtig lille baby at se på. Væk var den lille udmagrede syge fyr, og nu havde vi pludselig en mere frisk snakkesalig småtyk trold. ENDELIG! 😊

Hector har fået besøg af fysioterapeuten.
I gang med sit første bad. Ret betuttet.
Stort øjeblik!

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter 105 dage fik Hector endelig sit første bad! Ingen IV adgange og stabil nok til at komme i baljen.

Martin og jeg kunne i disse uger sove på stuen begge to, og vi var nu endelig samlet som en familie. Vi kom ind i en rutine hvor den ene af os tog sig af Hector om natten, og den anden sov. Som en helt normal lille familie, men i en verden hvor en normal rutine er noget nær umuligt.

2800 gram!

Midt i alt det nye og mere positive, blev jeg pludselig meget syg. Jeg fik 39,5 i feber og fik febervildelser og havde det rigtig dårligt. Jeg havde fået brystbetændelse. Efter at have talt med ”mor-lægen” på barselsgangen blev jeg akut indlagt og lagt i IV drop for at få penicillin i mig hurtigst muligt. Jeg kunne få lov at gå ned på Neo og besøge Martin og Hector, men jeg skulle stille på min nye stue på barselsgangen hver 6 time for at få drop, og derudover være klar til stuegang, blodprøvetagning osv. En aften hvor jeg blev koblet på droppet kl.00, blev jeg bedt om at ringe efter sygeplejersken når droppet bippede for at fortælle at det var færdigt. Jeg lagde mig til at sove, og vågnede forvirret kl.5. Jeg ringede efter sygeplejersken, og de kunne se at de havde indstillet droppet til at løbe alt for langsomt og at de desværre havde glemt mig. Jeg var forskrækket, og havde det rigtig dårligt. Jeg skulle have skiftet plaster på mit PVK i hånden, da det var gennemvædet af blod. Og mens jeg sad der på sengekanten og fik det skiftet, blev jeg så dårlig at jeg besvimede. Jeg vågnede op til alarmlyden der ringede højt, da sygeplejersken havde kaldt en alarm da jeg blev dårlig. Akkompagneret af alarmlyden kunne jeg høre min nabo på stuen råbe gentagende gange ”WHAT IS HAPPENING? WHAT IS HAPPENING?”. Hun fortalte efterfølgende at hun var vågnet af alarmlyden og lyden af mig der lød som om jeg kastede op eller var ved at kvæles. Jeg var rigtig forvirret og bange da jeg vågnede, og det tog mig et godt stykke tid at komme til mig selv. Da jeg havde sundet mig lidt, gik jeg ned på Neo igen. Her pumpede jeg ud og fik en lille lur. Der var lidt snak om at vi nok skulle flytte stue samme dag. Mens jeg fik mig lidt morgenmad i forældrekøkkenet, kom sekretæren ind og fortalte at jeg var blevet kaldt op til stuegang på barselsgangen. Da jeg kom tilbage til stuen, var Hector væk. Martin havde ligget med ham på brystet efter at de to havde haft en lang nat med utallige opvågninger. Jeg fik af vide at Hector var blevet flyttet ned på den nye stue, fordi der var en sygeplejerske der kunne hjælpe med teknikken i flytningen, og da han havde tid nu, så skete det hurtigt. Martin havde ikke nået at få linser på, og fik derfor besked på at der ikke var tid til at han selv kunne få lov at bære Hector ned på den nye stue. Jeg skyndte mig ned på stuen til ham, hvor han lå alene i en ny vugge. Martin måtte skynde sig frem og tilbage mellem stuerne for at flytte vores ting, mens jeg blev hos Hector. Sekretæren kom ind og fortalte mig at de havde ringet fra barselsgangen igen og at de stod og ventede på mig deroppe. Og i en tid hvor man har fået påbudt at holde sig i ro, er det en stressende situation at stå i. Skal man forlade sin lille søn på en ny stue og i en ny vugge og et sted han ikke kender, eller skal man lade folk stå og vente på en? Da Martin var færdig med at flytte vores ting, kunne han tage over og tage sig af Hector og jeg skyndte mig op på barselsgangen. Her ventede de åbenbart på mig for at tage et EKG, for at tjekke til mit hjerte. Da jeg blev indlagt havde jeg for høj puls, temperatur, blodtryk og infektionstal. Og fordi jeg besvimede ville de gerne se til mit hjerte. Jeg har ikke fået en status på hvordan mit hjerte har det. Men mon ikke jeg får besked om det til stuegang i dag?

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar